Mit navn er Thomas Nordal Rasmussen og jeg er født i 1973. Jeg har siden 2003 boet i Sønderborg tæt på den dansk-tyske grænse. Oprindeligt kommer jeg fra de nordjyske, hvor jeg det meste af tiden har boet i eller omkring Aalborg. Jeg er dog født på Sjælland i Kalundborg, men idet vi flyttede til Jylland da jeg lige var startet i 1. klasse, vil jeg tillade mig at kalde mig jyde.
I mit professionelle liv har jeg arbejdet med mange forskellige ting. Efter gymnasie og handelsskole blev jeg uddannet kontorassistent. Jeg var herefter så heldig at få job hos Sonofon (der senere blev til Telenor), hvor jeg bestred jobs indenfor kundebetjening, HR, projektarbejde og system administration og udvikling. Efter seks år besluttede jeg mig for at skifte spor og opfylde min drengedrøm om at blive pilot og jeg flyttede herefter til det sønderjyske for at læse.
Jeg faldt så godt til hernede, at jeg stadig bor her. Af forskellige årsager flyver jeg ikke mere og driver nu i stedet mit eget firma “Nordalfitness”, hvor omdrejningspunktet er online coaching og personlig træning både for atleter og den almindelige motionist.
Motion og sport har altid været en kæmpe del af mit liv. Jeg startede med at spille fodbold da jeg var 5, og sluttede da jeg fyldte 30. Da jeg blev 18 år blev introduceret til rigtig styrketræning af en af mine venner. Med rigtig styrketræning mener jeg i et center med rigtigt udstyr, og ikke bare hvad vi selv havde prøvet at flikke sammen derhjemme. Jeg var hooked med det samme, selvom jeg på det tidspunkt intet vidste om rigtig kost, træningsteknik osv. Det primære for mig var at bruge nogle kræfter, men jeg fandt hurtigt ud af, at det med at have lidt ekstra masse på kroppen og mere styrke slet ikke var så dumt, når man er en 170 cm høj (eller lille) fodboldspiller.
Som tiden gik blev min træning mere struktureret forstået på den måde, at jeg lærte lidt om forskellige programtyper, nye øvelser og at jeg satte mere og mere tid af til at træne. Jeg begyndte også at kigge mig omkring efter inspirations kilder, hvorfra jeg kunne lære endnu mere. Folk, der vil fortælle en hvordan man bør gøre, findes overalt, men jeg fandt hurtigt ud af, at ikke alle der træner har samme indstilling til, hvordan man bør behandle sin krop, som jeg har. Jeg tror på, at man kan opnå helt ekstra ordinære resultater, hvis man arbejder med kroppen i stedet for imod kroppen – og det satte jeg mig for at bevise. At stille op i en egentlig fitness konkurrence var ikke noget jeg havde tænkt over ville kunne være realistisk for mig. Jeg kendte ikke nogen, der havde prøvet det og vidste selv slet ikke nok til at kunne det. Heldigvis lærte jeg Dorthe og Christian Lehmann at kende, og idet de begge har prøvet alverdens fitness konkurrencer, kom de med alt den viden, som jeg manglede. Men det vigtigste var nok, at de overbeviste mig om, at jeg kunne blive god nok til at stille op. Med “den hellige ild” tændt trænede jeg nu endnu mere målrette,t og i 2009 fik jeg debut i Athletic Fitness i DBFF regi med en 6. plads som resultat. Siden hen er det blevet til et Danmarksmesterskab samt en 2. plads til de nordiske mesterskaber i 2012, og i 2013 fik jeg debut som naturlig bodybuilder i INBF regi. Her vandt jeg min klasse og et WNBF Pro card, hvilket også bliver forbundet jeg stiller op i fremover.
Min seneste konkonkurrence var WNBF, VM i Los Angeles, USA i november 2016, hvor jeg for tredie år i træk endte i top i klassen for letvægts Pro bodybuildere – denne gang med en sølvmedalje som resultat.