I forrige forlængede weekend (uge 36) var jeg sammen med Mie Paulsen på Færøerne for at afholde et intensivt poseringsseminar og contestprep workshop for mine to færøske atleter. Jeg har fornøjelsen af at hjælpe henholdsvis Jorun Mørkøre Larsen, der tidligere har stillet op i forskellige fitness kategorier, men dyster nu som WNBF Pro i bodybuilding for kvinder, og David Galan, der slår sine folder både som fitness- og Men’s Physique atlet – ligesom Jorun i WNBF regi dog som amatør.
Vi rejste derop lørdag med ankomst ved 14 tiden, hvorefter turen gik mod Klaksvík, hvor vi om aftenen skulle deltage i et middagsarrangement for Joruns sponsorer. Jeg ved godt, at Færøerne er et lille land med færre atleter end Danmark, men hold da op, hvor er det meget bedre end os til at støtte op omkring deres sportsfolk også selvom det ikke drejer sig om fodbold- eller håndboldspillere. Jeg talte i hvert fald 15 firmaer, der alle støtter Jorun i sin kamp for at nå til tops – og vi snakker ikke kun om kosttilskud eller rabatter herpå.
Både søndag og mandag var vi i Yndifitness i Torshavn. Fra tidlig morgen til sen aften blev der poseret til den store guldmedalje. Standardposeringer, quater turns og frie rutiner blev indøvet, finjusteret og trænet igen og igen. Der blev arbejdet benhårdt over hele linien, og selvom der indimellem frontpose, sidechest m.m. også skulle trænes med vægte, laves cardio og indtages mad, var der smil på og masser af godt humør.
Begge atleter stiller den 10. oktober 2015 op i UKDFBA Open UK Championships i Leamington Spa, England (UKDFBA er underforbund til WNBF og du kan læse mere om det her) og den 13.-14. november til WNBF Worlds 2015 i Atlantic City, USA i øvrigt sammen med undertegnede.