Nu har jeg efterhånden prøvet at være på konkurrence diæt et par gange, og når man er det, er det uundgåeligt at kroppen ændrer sig, så folk – selvom man er i klædt civilt tøj – kan se at der sker ting og sager. En ting der fascinere mig, er de ting folk kan finde på at sige til en i sådan en situation, selvom jeg er sikker på de fleste af kommentarende er velmenende. Inden jeg forarger alt for mange, vil jeg skynde mig at sige, at indlægget er lavet med et blink i øjet og mest skal læses som en betragtning af nogle af livets små pudsigheder – og måske en lille smule provokation. Alle episoder er sammendrag af, hvad jeg har oplevet igennem årene som fitness atlet og ikke referencer til bestemte begivenheder.

NU må du altså ikke bliver tyndere!

Det kan da godt være at kinderne er blevet lidt hule og neglene hurtigt bliver blå, når man er ude at bade. Men da vægten kun er små 5-6 kg lavere end normalt, hvorfor er det så lige, at jeg ikke må det? Er det fordi, man mener det er sundhedsskadeligt, eller ligger der andet bag? “Det er ikke pænt til dig”, er det mest almindelige svar jeg får, når jeg går folk lidt på klingen. Nu tror jeg jo på at folk behandler hinanden, som de selv gerne vil behandles, så da jeg nu kan se at pågældende over det sidste stykke tid har taget 10 kg på og derfor venligt bemærker: “NU må du altså ikke blive tykkere. Det er altså ikke pænt til dig” – har jeg så sagt noget, man ikke kan tillade sig?

Skal du ikke have noget rigtig mad – det er ikke naturligt at spise sådan?

Det er frokostpause og man sidder i kantinen og spiser sin medbragte mad. En kollega siger: “skal du ikke snart til at spise rigtigt igen”, hvorefter vedkommende fisker sin madkasse frem, som er fyldt med rugbrød og vist nok også et lille stykke kød, der fortvivlet kigger frem under en tung dyne af mayonnaise. Da jeg forvirret nævner, at jeg skam har husket at bruge både kniv og gaffel og i øvrigt mener, at jeg spiser ganske pænt uden at efterlade alt for mange madrester i skødet – har jeg så sagt noget, man ikke kan tillade sig?

En kollega kommer til og istemmer samtykkende: “Det er heller ikke naturligt og slet ikke sundt at spise så lidt”. Når jeg så siger, at skal vi snakke sundt og naturligt, så kan jeg ikke huske at have set ret mange løver rende rundt med maven skrabende mod savannen. Det er vist også kun dyr, der lever meget kolde steder, der behøver et ekstra lag isolering – har jeg så sagt noget, man ikke kan tillade sig?

Nu har jeg ikke det store problem i at folk anfægter min måde at spise på eller min livsstil som sådan, for jeg har selv valgt det og jeg kunne ikke forestille mig at leve anderledes – det gør mig glad og lykkelig. Men det kan undre mig, at det åbenbart er mere i orden at kritisere en der har truffet valget at blive tynd, end en der har truffet valget at være tyk – uanset hvilke godhjertede motiver der end måtte ligge bag? Og ja – jeg mener, at når vi ser bort fra diverse sygdomme, der kan gøre folk både alt for tynde og alt for tykke, så er det et valg, vi på den ene eller anden måde selv har truffet. Måske vi bare skulle forsøge at acceptere hinandens forskelligheder, og i stedet for at pege fingre, når der er noget, vi ikke forstår kunne vi bruge lidt tid på at sætte os i tingenes rette sammenhæng.

– eller har jeg så sagt noget, man ikke kan tillade sig?