Så blev det december igen, og endnu et år med off-season, contest-prep og naturligvis konkurrencer er overstået. Selvom overskriften allerede har afsløret, at det lykkedes mig, at forsvare min VM bronze medalje fra sidste, så tillad mig alligevel at gøre status over hvordan det gik, men også at se lidt fremad.

Sidste sæson sluttede også midt i november, hvilket gav mig cirka syv måneders off-season. Målet var for det første at undgå at tage lige så meget vægt på som i 2014, hvilket måske kan lyde lidt underligt i en sport som bodybuilding, hvor størrelse er en vare i høj kurs. Naturligvis var jeg interesseret i at tage muskelmasse på, men unødigt fedt var for mig et no-go. I 2014 nåede jeg næsten 83 kg før diæt start, og jeg vejede ind på 67,8 kg. I år vejede jeg 76 kg. ved diætstart og vejede ind til på 68,5 kg. med en fedtmasse lavere end nogensinde før. Det er god business i mine øjne! I det jeg kun skubbede diætstarten en uge i forhold til 2014, har det i praksis har det betydet, at jeg ikke har behøvet presse så hårdt på med cardio, jeg har bibeholdt meget mere styrke end på nogen anden diæt, næsten ingen bøvl haft med gamle skader og i det hele taget bare haft en krop, der syntes, at det her diætpjat slet ikke var så skidt en ting at være med til. Ganske kort omkring selve diæten – og det her kommer ikke som et chok for dem, der kender mig, eller som jeg har haft som kunder i Nordalfitness – så består min kost året rundt, diæt eller ej af cirka 50% kulhydrat. Ja, mine damer og herre – det er IKKE carbs, der bestemmer, hvorvidt du bliver tyk eller tynd. Det er alt andet lige antallet af kalorier, du spiser sat i forhold til, hvor meget du forbrænder.

Sæsonens første udfordring var Multipower Pro Cup (EM for Pro mænd), som SNBF afholder sammen med de svejtsiske mesterskaber. Endvidere er det er en “Open class” konkurrence, hvilket vil sige, at der ingen vægtgrænser er. Jeg deltog også sidste år og dem, der har læst mit indlæg fra dengang vil vide, at det var noget af en sej kamp op ad bakke – det var det også i år. Fyre med min type fysik bliver ikke rated særligt højt, hvorimod stor masse står højt på spisesedlen. Sidste år blev jeg 9 ud af 11, og i år blev jeg 13 ud af 16, hvilket i begge tilfælde svarer til cirka top 80%. Jeg havde håbet og troet på lidt mere – måske omkring en 10-11 stykker, da jeg afgjort kom i bedre stand end sidste år, men sådan skulle det ikke være. Jeg fik dog god erfaring med hjem, og jeg fik prøvet en masse af, som jeg kunne bruge til VM ugen efter. Det var også – som altid – en helt fantastisk smuk og afstressende oplevelse at være i Schweiz, og har du ikke været der, så skriv et besøg på din bucket liste.

Kun en uge senere gik det løs med WNBF verdensmesterskabet i Atlantic City, New Jersey, hvor jeg skulle forsøge at forsvare min bronze medalje fra sidste år. USA er altid en stor oplevelse, men Atlantic City er noget for sig. Det fremtræder som et mini Las Vegas med kulørte lys og muligheder for at spille overalt. Vi boede på hotellet Trump Taj Mahal, og det var ingen undtagelse. Stedet var en overflod af støj og “bling”, men ret fornemt på sin egen temmeligt overvældende firseragtige måde. Udover et kæmpe spilleområde indeholdt hotellet også et velfungerende gym med spa, et mall med masser af butikker og spisemuligheder, en Hard Rock Cafe og sørme om selve konkurrencen ikke også blev afholdt på selve hotellet. Der var således ingen undskyldninger for ikke at være maksimalt forberedt.

Vi fløj fra Billund via Amsterdam til Newark, New York og derfra videre sydpå i en lejet bil. Jeg havde denne gang Mie med mig, og vi fulgtes med de to Færøske deltagere Jórun Larsen Mørkøre (women pro BB) og David Galán (pro Mens Physique) samt deres træner Jákup Jakobsen. Rejsedag var onsdag, torsdag skulle blandt bruges til den for alle deltagere obligatoriske polygraph test. Fredag var der indvejning, spay-tan og atlet møde på programmet og lørdag K-dag (og afterparty på Hard Rock Cafe). I forhold til sidste år havde jeg en dag mere i USA, og det var virkeligt dejligt at kunne nå at stresse helt ned showtime. Det trak dog lidt i den anden retning, at jeg for første gang i min karriere, ikke på forhånd vidste, hvordan jeg stod i forhold til vægt og klasser. Det forholder sig nemlig sådan, at man i Pro konkurrencer i WNBF ikke har faste vægtgrænser. Normalt deler man feltet i tre (op til fem hvis der er mange deltagere) letvægt, mellemvægt og sværvægt, og der tages normal udgangspunkt i de faste grænser for amatør konkurrencerne som er: Bantamvægt: under 68, Letvægt: 68-75, Mellemvægt: 75-80, Letsværvægt: 80-86 og Sværvægt: over 86. På grund af antallet af deltagere tydede det på, at der godt kunne komme fire klasser, hvor det kunne blive sådan at mindste klasse ville gå op til 78 kg. Min morgenvægt lå dagen før indvejning på 68,5 kg., så jeg var lidt nervøs for udsigten til at ende som mindste mand i den næstmindste klasse. Heldigvis fik vi i løbet af dagen bekræftet, at der kun ville blive tre klasser. Det plejer at betyde at Letvægtsgrænsen ryger over 70 kg. (i 2014 var den 74,5 kg.), så jeg kunne igen slappe helt af. Det endte med at grænsen kom til at gå ved 70 kg., hvilket næsten ikke kunne være mere perfekt for mit vedkommende.

Om selve K-dag kan jeg sige, at jeg ALDRIG nogensinde har været deltager i konkurrence, hvor pre-judging tog godt 40 minutter. Vi var 13 atleter og jeg skal love for, at dommerne var grundige i deres sammenligninger. Det var superhårdt, men også sjovt for en gammel athletic fitness dreng at opleve bodybuilding fra sin hårdeste side. Desuden har jeg kun ros til overs for dommere, der bruger lige så meget energi på at placere bunden af feltet, som toppen af feltet. Showet var generelt godt strikket sammen, dog ikke uden de obligatoriske forsinkelser, men det tror ikke man kan blive fri for nogen steder. Backstage var humøret i hvert fald godt, og det er altid superfedt at møde og snakke med så mange dedikerede mennesker fra forskellige lande.

Niveauet i min klasse var generelt meget højt, og jeg vil specielt fremhæve vinderen Brian Whitacre, som efter konkurrencen ikke kun kunne kalde sig 6 x verdensmester. Han vandt også overall’en, hvilket sætter en tyk streg under, at man i WNBF også hylder klassiske dyder som for eksempel æstetik og conditioning.

Har man lyst til at prøve kræfter med en konkurrence i udlandet, vil jeg anbefale, at man begynder sin planlægning i god tid (før diætstart), og sørg nu for at lave en huskeseddel. Få bestilt de ting du skal bruge og book de aftaler, billetter osv. du har brug for. Sørg for at du er kan være selvforsynende med alt, eller lav grundig research over hvor du kan købe tingene, men hav en plan B. Sørg for at have kontanter nok med og/eller et kreditkort, der virker. Pas på med visa-Dankort specielt ved eksempelvis leje af biler. Det vil ofte ikke blive accepteret, da det ikke er et “rigtigt” visa kort (google emnet om nødvendigt). Sørg desuden for at sætte tid nok af til alle de ting, du skal. Et stresset hovede og en stresset krop ser IKKE godt ud på en scene! Bortset fra det kan jeg kun anbefale at prøve kræfter med et show i udlandet, hvis man allerede har været på scenen herhjemme. Det er en helt unik oplevelse, og jeg kan næsten ikke vente til jeg skal afsted igen. Medio november næste år står den på WNBF VM i Los Angeles, og målet er klart – en medalje og meget gerne i en anden nuance end de sidste to år.