Top 3, WNBF Pro Worlds, Bodybuilding Light Weight
Det har på alle måder været en super hektisk uge, jeg har været igennem. Eller rettere sagt så har der været mere end almindeligt tryk på den sidste måned, men nu er der lys for enden af tunnelen. To konkurrencer med tilhørende rejser er nu overstået, og off-season kan begynde. Det betyder, at det nu er tid til at evaluere, skifte fokus og lægge nye planer. Det er også tid til at indhente alt det, man ikke har kunnet nå i løbet af diæten, eller det der af forskellige årsager ikke var plads til.
For lige at rekapitulere på min sæson, så har den bestået af EM (Multipower Pro Men’s Cup) afholdt af SNBF i Schweiz og senest VM (WNBF Worlds 2014) afholdt i Boston. Konkurrencerne har ligget indenfor tre uger af hinanden, hvilket har betydet, at jeg kun har skulle være på diæt en gang, og det har været meget afgørende for mit valg af shows. Jeg har i et tidligere blog indlæg beskrevet turen til Schweiz, så dette indlæg bliver primært om turen til Boston.
Et par ord om de tre uger mellem konkurrencerne, vil jeg dog gerne lige komme med. Træningsmæssigt var det temmelig hårdt på den måde, at der ikke var ret meget tilbage i tanken, hverken med hensyn til energi eller styrke. Det trækker lidt tænder ud at skulle træne under de vilkår, men omvendt blev min ”conditioning” og mine poseringer bare bedre og bedre, så alt taget i betragtning, synes jeg ikke, det var et problem at holde diæten kørende. Selvom der blev tænkt mange tanker om, hvorvidt et VM ville være for stor en mundfuld, følte jeg mig samtidig også meget mere i balance end før EM. Det er svært at sige præcis hvorfor, udover at der nok er en del sandhed i, at det er under pres og når man ikke ”sejrer”, at man lærer samt udvikler sig allermest.
Turen startede TIDLIGT torsdag morgen fra Billund med afgang mod Amsterdam og derefter videre mod Boston. Alt forløb planmæssigt og ved 14 tiden Boston tid kunne jeg sammen med min bror køre mod hotellet i den bil, vi havde lejet. Hotellet lå kun små 20 minutters kørsel væk fra både lufthavnen og konkurrence stedet, så det var helt ideelt. Efter indcheckning og et kort hvil, var det tid til at blive vejet ind. Som en god service kunne det ske henover hele torsdag og fredag helt frem til det obligatoriske atletmøde. Jeg vejede ind på 67,8 kg., hvilket ville have placeret mig i bantamvægt klasse, hvis jeg havde stillet op som amatør. Det er MEGET længe siden, jeg sidst har vejet så lidt! Vægtgrænserne for Pro atleter bliver først fastsat, når alle er vejet ind, og man går efter at få relativt lige mange i hver klasse (3-5 klasser) + og at få atleterne matchet fornuftigt. Jeg håbede, på mere end tre klasser, så grænsen for min vægtklasse ville blive så lav som muligt, men det kunne jeg først få svar på til fredagens møde.
Næste punkt på dagsordenen var min løgnedetektor aftale. Det gik hurtigt, nemt og smertefrit, da jeg åbenbart var en af de første efter deres eftermiddagspause. Det betød, at vi hurtigt kunne komme på indkøbstur og få styr på maden til det meste af resten af turen, hvilket for mig betød væsentligt mindre stress. Der er jo ret skrappe krav til, hvad man må have med ind i USA af madvarer, så i modsætning til min normale approach, hvor jeg medbringer alt hjemmefra afmålt præcist, så det passer ind i peakweek planen, måtte jeg denne gang ”free style” de to sidste dage. Det var nu heller ikke det store problem, men jeg kan normalt godt lide at have planlagt alt, hvad der kan planlægges på forhånd, så jeg ikke stresser unødigt.
Fredag startede med en let full-body workout og derefter en lille rekognosceringstur ind til byen for at finde konkurrencestedet og parkeringsmuligheder til dagen efter. Nogen vil måske kalde det overkill, men for mig giver det ro til at fokusere på opgaven, der ligger forude. Desuden hører man til hver eneste konkurrence om atleter, der ikke nåede scenen eller nåede at blive preppet, fordi de for vild, eller ikke fik kommunikeret klart og tydeligt med deres opvarmer, eller ikke fik medbragt de ting, der nu var nødvendige. Assumptions is the mother of all fuck ups – og resten klarer Murphy.
Sidst på eftermiddagen stod den på spraytan. Det var endnu en ting, som jeg aldrig havde prøvet før, men det var nogle meget professionelle mennesker, og jeg er meget tilfreds med resultatet. Derefter var det direkte videre til atlet mødet, hvor alt fra startnumre, gennemgang af poseringer og alverdens andre detaljer blev gennemgået. Jeg fik også at vide, at der var 3 vægtklasser (light-, middle- og heavyweight) og at vi var 13 mand i min klasse. Letsvægtsklassen kom til at gå helt op til 75 kg, og vurderet med øjet alene stod jeg blandt de 2-3 letteste atleter.
Så kom vi endelig til K-dag – det som det hele handlede om. Alt var klappet og klart så efter lidt touch-up tan, kørte vi mod John Hancock Bayback Events Center. Min klasse skulle på som nr. 5, så der var masser af tid til at finde en plads, hvor jeg kunne ligge og slappe af. Der var også masser af tid til at hilse på nogen af de fantastiske atleter, jeg mødte i Schweiz, og som også havde taget turen til over Atlanten til Boston. Generelt vil jeg sige, at det er utroligt let at komme ind på livet af de andre deltagere. Alle var super venlige og imødekommende, og det bidrog til en dejlig og behagelig stemning backstage.
Forbedømmelsen var en rigtig god oplevelse. Jeg startede med at stå helt ude til siden, men blev ret hurtigt rykket ind mod midten. Publikum var dejligt medlevende, og det hele blev styret med fast hånd (dog ikke uden en hvis portion humor) af overdommer og tidligere WNBF boss Charlie Carollo. Det var 12 rigtigt gode atleter, jeg var oppe i mod, og det var derfor ikke uden en vis portion stolthed, at jeg efter forbedømmelsen kunne konstatere, at jeg lå med i top 5 og måske endda top 3. Finalerne startede først kl. 17:00, så vi besluttede at vende tilbage til hotellet for at slappe af og måske endda få en lille lur.
Finalerne startede traditionen tro med de frie rutiner, men lidt anderledes end hvad jeg tidligere har set, i det alle atleter fik lov til at fremvise deres rutine. Som Pro-atlet bliver man også bedømt her, og da jeg stadig er totalt rookie på det område, er det noget, jeg har brugt rigtigt mange timer på at øve mig i. Jeg synes min rutine gik rigtigt godt, men for pokker hvor, ser det dog bare fantastisk og ubesværet ud, når de garvede gutter fører sig frem. Det er virkelig et sted, hvor jeg vil gøre mig umage frem til næste konkurrence. For mig handler bodybuilding om meget mere end bare at være stor – sagde fyren på 68 kg. shredded. Det handler lige så meget om æstetik, præsentation og elegance.
Efter den frie rutine var der en rigtig lang pause, før vi skulle på igen. Jeg prøvede forgæves at få lidt søvn, men følte mig meget rastløs, da jeg nu bare gerne ville have resultatet at vide. Jeg havde en rigtig god fornemmelse, men man kan aldrig vide noget med sikkerhed i den her sport. Heldigvis kom der ret hurtigt information op backstage omkring top 5, og mit nummer stod der også. Det gav lidt ro i sjælen, da jeg på det tidspunkt havde fået opfyldt mine vildeste drømme med hensyn til placering – og måske var der mere endnu?
Endelig blev det tid til at komme på scenen – den sidste gang – og hvilken fantastisk oplevelse. Jeg blev ikke nummer 5, heller ikke nummer 4 – jeg blev nummer 3 og fik dermed bronze! En 41 år gammel dansker til sit første WNBF VM. Jeg har stadig ikke helt forstået det, men det kommer nok snigende med tiden. Jeg føler mig i hvert fald super stolt og priviligeret over at kunne være med på det her niveau og samtidig repræsentere vores lille Danmark, og jeg er mere motiveret end nogensinde for at blive den bedste Thomas Nordal Rasmussen, jeg kan blive.
Jeg ville aldrig kunne have nået i mål, hvis jeg ikke havde fået en masse hjælp og støtte. Min fantastiske kæreste Mie Paulsen har skulle lægge ryg til meget igennem det sidste halve år, hvor hun også selv skulle stille op, men hun har taget det hele i stiv arm, og været der for mig hele vejen igennem. Min lillebror Morten, der i sidste øjeblik valgte at tage med til USA og være min opvarmer, gjorde i den grad det hele meget nemmere. Det var en fantastisk lille uge, vi havde sammen, og jeg er meget taknemmelig for hans indsats. Stor tak også til Terese Clausen som hjalp mig med både træningspas og feedback på posering. Resten af min familie, mine venner (ingen nævnt ingen glemt – i ved hvem i er), City Fitness og Fitness Syd i Sønderborg – og ikke mindst alle jer derude, der løbende sender opmuntringer, kommentarer og følger med i, hvad jeg render og laver – tusind tak, skal i have! Det er alt sammen med til at give mig overskud og tro på, at jeg kan nå i mål, uanset hvad jeg sætter mig for at gøre.
