Så kom konkurrence kalenderen for WNBF Pro atleter endelig online og samtidig med det, blev forbundets nye hjemmeside lanceret. Den er stadigvæk et “work in progress”, men er du interesseret i international naturlig bodybuilding eller fitness, så er det stedet at holde sig opdateret.
Men som nævnt er kalenderen blevet opdateret, og det giver mig mulighed for at annoncere mine konkurrence planer for 2014. De er som følger:
25. Oktober 2014, Multipower Natural Pro Men’s Cup i Schweiz (også kaldet Europamesterskabet)
15. November 2014, WNBF PRO World Bodybuilding Championships, stedet er ikke nøjagtigt bestemt, men det bliver normal afholdt i USA et sted.
Det er to af de største konkurrencer, der bliver afholdt indenfor professionel naturlig bodybuilding, og jeg glæder mig afsindigt meget til at prøve kræfter med de bedste i verden. Lidt sund nervøsitet og ydmyghed kan jeg nok heller ikke sige mig helt fri for, men jeg er i virkeligheden nok mest spændt. Det bliver helt fantastisk at kunne debutere som WNBF Pro bodybuilder til noget så stort som et europamesterskab, og jeg glæder mig rigtigt meget.
Husk du løbende kan følge med i mine forberedelser både her, på Facebook, Instagram og på Youtube.
Her hvor året er ved at gå på held, er det et passende tidspunkt at gøre status over, om vi nu har nået alt det vi satte os for. Sådan en gang efterrationalisering eller evaluering, er faktisk en essentiel del af enhver plan eller ethvert projekt. Nåede vi målene? Hvorfor, hvorfor ikke? Hvad har vi lært? Hvad fungerede og hvad fungerede ikke? Hvad man nu end når frem til er et fantastisk værktøj og en uvurderlig viden, når næste skridt skal planlægges og føres ud i livet.
Mit projekt startede startede tilbage i 2007, og jeg har her med billeder forsøgt at gøre status over, hvad jeg har nået indtil nu.
2007
Dette var året, hvor jeg specifikt begyndte at træne efter at kunne stille op i Athletic Fitness. Min form var god, men der manglede en hel del muskelmasse – specielt min ben trængte til en kærlig hånd.
Vægt: 63 kg
Thomas Nordal Rasmussen – 2007
2008
Jeg havde planlagt at debutere dette år, men desværre sprang jeg i juli måned patella senen i mit venstre knæ. Det gjorde mig sengeliggende i næsten 2 måneder og krævede 2 operationer. I december 2008 kunne jeg bukke mit venstre ben 90 grader, og det var frygteligt tyndt at se på, men der blev squattet og trænet smidighed på livet løs, for jeg skulle på scenen i 2009!
Vægt: 64 kg.
2009
Så kom debutten i Athletic Fitness endelig. Efter et utroligt hårdt år med genoptræning, lykkedes det mig, at nå en form, jeg mente var god nok til at vise frem på en scene. Det var en dejlig forløsning efter alt det hårde arbejde, men jeg var ikke færdig.
Vægt: off-season 69 kg/on stage 65 kg.
Thomas Nordal Rasmussen – 2009
2010
Min forventninger var store til dette års DM, og det lykkedes mig heldigvis at indfri dem ved at få min første medalje i et stærkt felt.
Vægt: off-season 70 kg/on stage 66 kg.
Thomas Nordal Rasmussen – 2010
2011
Sabatår
2012
Det var en meget spændt Hr. Nordal, der gjorde comeback til AF efter 2 års pause. Formen var afgjort bedre, men man er altid lidt i tvivl om, hvorvidt man kommer med nok. Det gjorde jeg heldigvis og løb med DM titlen og en sølvmedalje til de efterfølgende nordiske mesterskaber.
Vægt: off-season 76 kg/on stage 68 kg.
Thomas Nordal Rasmussen – 2012 DM
Thomas Nordal Rasmussen – 2012 NM
2013
Så nåede vi frem til i år, og her fik jeg debut endnu en gang. Jeg skiftede fitness ud med naturlig bodybuilding og drog til England for at prøve kræfter med den gren af sporten. Jeg blev heldigvis ikke skuffet og kunne tage hjem med en 1. plads og et WNBF Pro card, hvilket jeg på ingen måde havde regnet med.
Vægt: off-season 76 kg/ on stage 69 kg.
Thomas Nordal Rasmussen – 2013
Status
2009: DM, Athletic Fitness, nr. 6
2010: DM, Athletic Fitness, nr. 2
2012: DM, Athletic Fitness, nr. 1
2012: NM, Ahtletic Fitness. nr. 2
2013: UKDFBA, International Class, Natural Bodybuilding, nr. 1 + WNBF Pro card
Work in Progress
Nu er jeg ikke typen, der bare kan ligge på den lade side, og nye mål må der til. Jeg har som nævnt kun trænet med bodybuilding for øje et enkelt år, og da jeg virkelig nød den type konkurrence – måske endda mere end jeg havde regnet med – vil det også fortsat være det, der er mit mål. Jeg er ikke helt klar til at melde åbent ud omkring mine mål for 2014, men jeg kan sige så meget, at det bliver i WNBF Pro regi, internationalt og med stor sandsynlighed mere end én konkurrence.
Glædelig Jul til alle derude og et nytår, hvor I når alle jeres mål!
Der er nu gået to uger siden min debut i naturlig bodybuilding – som endte med en klassesejr og et WNBF pro card – og jeg er så småt ved at komme tilbage til et “normalt” liv igen – i hvert fald i forhold til, hvad jeg er vant til. Det er kun et par dage siden, jeg 100% stoppede diæten, i det jeg havde et fotoshoot, som jeg gerne lige ville holde formen til. Nu er der derimod ikke flere ting på programmet, der kræver en super lav fedt procent, så nu går vi i kalorieoverskud, og så skal der støbes muskler frem mod næste års udfordringer.
Fotoshoot med Photorama.dk
Da jeg har fået, og stadig får en del spørgmål til, hvad alt det her “2013 UK Open Championships/UKDFBA/WNBF/INBF” er for noget, kommer her et lille resume af mine oplevelser.
WNBF: World Natural Bodybuilding Federation. Det største naturlige forbund i verden. INBF: International Natural Bodybuilding &Fitness. Amatør delen af ovenstående UKDFBA: United Kingdom Drug Free Bodybuilding Association. Det end af de to engelske naturlige forbund og affiliate til WNBF. Naturligt forbund: Det betyder at der er nul tolerance mht. til doping m.m. Man bliver testet både via løgnedetektor og urinprøve og kravet er minimum de seneste syv år clean.
Efter ca. 16 ugers diæt var det fredag den 27. september 2013 afgang mod Leamington Spa i England for mig og min opvarmer, Bestrong Ambassadør Terese Clausen. Efter flyveturen til Birmingham var der kun en kort togtur og 5 km i en taxi i mellem mig og hotellet og en omgang tiltrængt hvile. Da alt registrering og dopingtest foregik på konkurrencedagen, havde vi hele lørdagen til at få styr på alt det praktiske til K-dag, såsom mad og drikke, tan osv. Det betød også, at der var masser af tid til at få slappet af og blive mentalt klar til at give den gas på scenen. Dagen sluttede med første lag tan, og så var det ellers på hovedet i seng. K-dag startede ved 4:30 tiden med dagens første måltid og en let gang træning for skulder og bryst. Det er en dejlig måde at komme i gang på, og en god måde at få lidt styr på nerverne. Atleterne var blevet bedt om at møde op kl. 10:30 SHARP. Der var sat 30 min. af til registrering, hvilket gav de første atleter en time til at blive klar til show start. Jeg må sige, at jeg er yderst imponeret over arrangørens effektivitet for alt klappede bare, og trods lidt trange pladsforhold var der ingen sure miner, og alle trak i samme retning.
Det var planen, at min kæreste Mie Paulsen (Bestrong Atlet) og indehaver af Bestrong Be Natural, Henning Kristensen skulle tage flyet fra Danmark tidligt søndag morgen, og de dukkede heldigvis op lige som konkurrencen startede. Det giver et kæmpe rygstød, når der sidder nogen blandt publikum som man kender, og man kan høre dem heppe på en i kampens hede.
Men før jeg kunne nå så langt, var det tid til ca. 30-40 minutters løgnedetektortest. Det er en meget spøjs oplevelse, når man ikke har prøvet det før, men alle de involverede var meget professionelle og gjorde deres yderste for, at du følte dig godt tilpas og hele tiden vidste, hvad er skulle foregå. Der var naturligvis ingen problemer med at bestå testen, og snart blev det tid til at jeg skulle på scenen sammen med min to konkurrenter i den internationale klasse. Det gik jo heldigvis over forventning, hvilket jo i sig selv altid er rart, men jeg må sige, at det overraskede mig meget, hvor sjovt, det var at stå på scenen og fyre den af med alle de forskellige poseringer. Nu er jeg jo gammel fitnessdreng og har været meget spændt på, om jeg mon kunne finde mig til rette uden de fysiske runder, men det var slet intet problem. Det var en ren fest deroppe!
Pose fra min frie rutine.
I pausen mellem forbedømmelserne og finalen fik jeg at vide, at nu var det tid til at afgive urinprøve. Der blev drukket lidt ekstra vand, så de venlige herrer kunne få den mængde de bad om, og igen var det meget professionelt og imødekommende.
Aftenens show startede for mit vedkommende med min frie rutine. Dette var endnu en sprit ny ting for mig, og jeg har derfor brugt rigtig meget tid på at sætte noget sammen og naturligvis også at øve det. Det var heldigvis godkendt, omend mit tempo nok lige var til den friske side, men så løb jeg da i det mindste ikke tør for musik. Umiddelbart efter den fri rutine var der poseringsrunde med udvalgte poseringer og derefter posedown. Igen bliver jeg nødt til at nævne, hvor sjovt det var at stå deroppe. En stor del af æren tilfalder naturligvis publikum, men også promoter Lee Kemp, der styrede mikrofonen gjorde sit ypperste for, at os internationale atleter blev taget godt imod. Som nævnt i starten vandt jeg klassen, og jeg skulle derfor kæmpe med om et WNBF Pro card i Over All’en mod alle de engelske klassevindere. Det gik heldigvis også rigtigt godt, og det var en meget stolt hr. Nordal, der hørte sit navn blive annonceret som ny WNBF Pro bodybuilder.
Aftenen sluttede af på indisk restaurant sammen med Mie, Terese, Henning og naturligvis mig i fuld “krigsmaling”. Det var blevet noget sent, så der var ikke lige tid til at komme i bad, men ejerne tog min fremtoning med ophøjet ro, og serverede et kongemåltid, der dog var noget stærkt for nogen ved bordet (læs: Mie). Allerede mandag formiddag gik turen igen mod Danmark, så der var ikke mange ressourcer tilbage, da jeg ud på aftenen kunne låse mig ind i min lejlighed. Men hvad gør det også efter sådan en weekend?
Man vinder ingenting uden hjælp, og jeg vil i denne forbindelse gerne sende en stor tak til alle de mennesker, der har støttet mig på min rejse det forgangne år. En speciel stor tak skal min kæreste og støtte Mie Paulsen have. Uden hende var det aldrig blevet til noget, og hun hjælper mig mere end hun selv er klar over. Også en kæmpe stor tak til verdens bedste opvarmer Terese Clausen, som endnu engang formåede at få mig til at holde snuden i sporet og yde mit allerbedste i de afgørende øjeblikke. Jeg vil også gerne takke mine sponsorer og specielt Bestrong og Henning Kristensen, der har stået bag mig og troet på mig, lige siden jeg startede.
Hvad skal der så ske nu? Tja, jeg er overhovedet ikke færdig med at konkurrere og nu da der er åbnet op for de naturlige pro-konkurrencer, står de øverst på ønskeseddelen. Intet er besluttet endnu, men når beslutningen træffes, så kommer det til at så her på nordalfitness.dk, så kig forbi i ny og næ. Afsluttende vil jeg lige nævne, at der allerede nu ligger billeder fra konkurrencen under galleri. Jeg håber, i vil synes om dem, og som altid er i naturligvis velkomne til at knytte en kommentere dem alt det i vil.
Har du lyst til at læse, hvad Bestrong Be Natural har skrevet om konkurrencen, skal du klikke her.
Så er det dagen før UKDFBA 2013 UK Open Championships, hvor jeg deltager i klassen Mens Amateur International Grand Prix. Vi ankom i går aftes efter en flyvetur fra Sønderborg til Birmingham via København og Stockholm. Ja, man får lidt at se, når man flyver med SAS. Alt klappede heldigvis og hele turen gik uden det store stress. Dagen i dag er primært blevet brugt på afslapning, men inden jeg kunne nå dertil, skulle der først styr på mad og drikke til i morgen. Det er noget mere besværligt, end når man konkurrerer derhjemme, da det ikke sådan er lige at medbringe og opbevare noget. Jeg havde en forhåbning om, at jeg kunne få hotellet eller en restaurant til at hjælpe mig, og efter lidt søgen og forklaren frem og tilbage, lykkedes det sørme at få “Totally Thai” til at hjælpe mig.
Vel tilbage på hotellet er programmet resten af dagen lidt lidt træning og måske også indfarvning med første lag farve. Det kommer lidt an på, hvad mavefornemmelsen siger, når vi kommer så langt, for der er faktisk god tid i morgen tidlig. Jeg er meget spændt på at se de andre atleter, og se hvad niveauet er. Det kilder lidt i maven, men det tager jeg som et godt tegn på, at jeg er tændt og klar til at gøre mit bedste.
Peakweek start med træning og fotoshoot
For at slutte af med starten på mit peakweek forløb, så startede jeg ud med et besøg i Aarhus hos min kæreste Mie Paulsen. Vi havde en super ben træning sammen i det lokale Fitness World i Viby, og det kom der nedenstående videoer ud af. Dagen efter havde jeg arrangeret et fotoshoot med Gert fra Photorama.dk, og det blev til en spændende og udfordrerne eftermiddag foran linsen, hvor jeg kæmpede både med kulde, blæst og sørme om jeg ikke fik lov til at lege lidt med gynger.
Jeg har set et par af billederne allerede, og jeg kan næsten ikke vente med at se dem allesammen. De kommer naturligvis til at lægge under galleri sektionen, for dem der måtte have lyst til at se hans arbejde.
Så blev det fredag og weekenden lurer herligt lige om hjørnet. Denne weekend er dog ikke bare en i massen. For eksempel er der i dag kun 3 uger, til jeg sidder på et fly på vej mod England og min første konkurrence i naturlig bodybuilding. Formen er som jeg havde håbet, og jeg har på intet tidspunt været bagefter planerne. Jeg startede min diæt helt tilbage i anden uge af juni, og nogen vil nok synes det er vel rigeligt tid, når man skal tabe små 6-7 kg, men det har gjort, at jeg på intet tidspunkt har følt mig presset eller fået egentlig diæthjerne – som man jo kalder det. Om det så er nok må tiden vise. Jeg er ikke blandt de største, men jeg håber jeg kan give de andre kamp til stregen på symmetri og condition.
Ellers er alt efterhånden planlagt og på plads. Flybilletter er købt, hotelværelse booket, hårfjerningscreme og Jan Tana tanning produkter indkøbt, de for en fitness fyr alt for små poseringstrunks ligger klar og venter og min fri rutine er for længst sammensat og skal nu bare øves til hudløshed.
Denne weekend byder også på DBFFs andet debutantstævne, som i modsætning til sidst denne gang kommer til at fungere som et kvalifikationsstævne til DM, der afholdes i oktober. Bestrong har seks atleter med, som du kan læse meget mere om her. Jeg er så heldig at skulle med som coach/opvarmer for to af atleterne: Luise Vernstrøm Rasmussen der stiller op i BodyFitness Junior +163 cm og Brian Slotved der stiller op i “min disciplin” Athletic Fitness +175 cm. Jeg glæder mig sindssygt meget til at se dem og de andre atleter fyre den af på scenen. De har alle kæmpet en vis legemsdel ud af bukserne, og er alle vindere i mine øjne!
Endeligt er det denne weekend også en uge siden ,min kæreste Mie Paulsen og jeg havde sat Henning Kristensen stævne i FitnessWorld i Scandinavian centret i Aarhus. Der skulle trænes skulder og arme, og der blev i den grad givet gas “BESTRONG style”. Lidt poseringssjov blev der skam også plads til, som du kan se her. Nedenfor er en video fra seancen, som jeg håber du kunne have lyst til at se.
For noget tid siden sad jeg efter træning og bladrede lidt i et nummer af Fitnews, mens jeg nød mit post-træningsmåltid. Her stødte jeg på en interessant artikel, der omhandlede ny dansk forskning vedrørende aminosyren Arginin.
Angiveligt skulle indtagelse af denne aminosyre kunne bidrage til fjernelse af fedt fra maveregionen samt øge insulinfølsomheden, hvilket jo ikke kun er interessant for os fitness nørder, men i lige så høj grad, når det gælder forebyggelse af fedme og type-2 diabetes.
Hvordan selve undersøgelsen præcist er udført kan du læse, hvis du følger linket nedenfor, men kort fortalt havde man to grupper mus på hver ti styk. Den ene gruppe fik en diæt, som indeholdt store mængder arginin – hvad der svarede til 2 procent af musenes samlede energiindtag. Den anden gruppe – kontrolgruppen – fik de 2 procent energi fra en aminosyreblanding sammensat af 10 forskellige aminosyrer – men ikke arginin.
En MR scanning kunne efterfølgende afsløre, at du mus, der var blevet fodret med arginin havde fået en øgning af deres muskelmasse samt en reduktion af fedtet omkring deres indre organer.
Arginin findes i mange fødevarer, men findes i udbredt grad i nødder, som for eksempel mandler, jordnødder men kan også findes i æggehvider
For at man kan overføre resultaterne til mennersker kræver det indtagelse af cirka 20 gram arginin dagligt – hvilket svarer til, at der skal indtages 800 gram nødder hver dag. Umiddelbart er det jo ikke noget ret mange af os gør, ej heller noget der virker realistisk at gøre. Derfor kan det måske være interessant at se nærmere på om aminosyren arginin kunne have en berettiget plads som kosttilskud, i modsætning til mange af de andre tilskud, der sælges, som måske eller måske ikke har nogen effekt eller er nødvendige at indtage som tilskud.
Der arbejdes i hvert fald videre forskningsmæssigt, og det gør mig da lidt glad at se, at det er os i Danmark, der i hvert fald på dette område er fanebærer.
Som overskriften antyder skal det denne gang dreje sig om en lille vindblæst gruppe øer i nordatlanten: Færøerne. Selvom det er en del af det danske kongerige, er det normalt ikke stedet, man lige tager hen på en weekendtur eller ferie for den sags skyld. Derfor var det også uden tøven, at jeg sagde ja da Henning Kristensens på vegne af Jakúp fra Yndifitness/Torshavn inviterede mig til at være dommer til de Færøske mesterskaber i fitness.
Fredag aften d. 17. maj 2013 gik turen derfor fra Billund til Vagar og derfra videre i bil til Torshavn, hvor konkurrencen skulle afholdes dagen efter. Lørdag startede vi med en solid gang morgenmad for selvom dagens program var hårdt belagt, skulle vi da lige have et trænings pas i Yndifitness presset ind også. Det blev til en gang hardcore dødløft og squat, hvor det også lykkedes mig at lave en PR i dødløft på 190 kg med en kropsvægt på ca. 75 kg. Henning havde heldigvis sit videokamera med, og det kom der disse små film ud af:
Over middag tog vi forbi hotellet hvor konkurrencen skulle afholdes. Her skulle de sidste detaljer planlægges og pudses af, så alt ville blive helt perfekt til aftenens show. Vi fik også hilst på atleterne – 4 piger og 7 herrer. Jeg mødte sidste år til de Nordisk Mesterskaber i Danmark et par af de færøske atleter. Den ene, Robin Jønsson stillede op i min kategori, Athletic Fitness og gjorde det rigtigt godt, så jeg havde en klar forventning om at kvaliteten ville være i top deroppe, og jeg blev ikke skuffet. Alle var i super form og klar til at give den gas.
Da klokken blev 19:00 var salen pakket med forventningsfulde mennersker. Der skal nok have været mere end 300 mennesker, hvilket i min optik er overdrevet imponerende og virkelig fortjener respekt. Hvor er det fedt at så lille et samfund i den grad støtter op omkring sådan et arrangement, og sammen med lige så velvillige sponsorer fik gjort det til en kæmpe succes. Målt på stemningen da atleterne som sidste disciplin skulle ro 1000 meter på romaskinen, er jeg sikker på at alle gik hjem med en kæmpe oplevelse, da showet sluttede efter ca. 2,5 times action.
Søndag formiddag gik turen for Hennings og mit vedkommende igen hjem mod Danmark og Billund. Det var en kort og hektisk tur, men helt sikkert noget, jeg ikke ville have været foruden. En stor hilsen og tak skal lyde til alle de venlige og gæstfri mennesker, jeg mødte deroppe, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke kan vente med at komme til Færøerne igen, men så bliver det ikke kun en hastig weekend tur.
I dette indlæg vil jeg grundlæggende prøve at beskrive den diæt, som jeg satte min kæreste Mie Paulsen på, før hun skulle til fotoshoot her i foråret. Vi havde syv uger at gøre godt med, hvilket var god tid, så jeg valgte at sigte efter et fedttab på ca. 300 gram om ugen, med maksimalt fokus på muskelretention både diæt og træningsmæssigt. Kalorieindtaget har hele diæten igennem været på 1770 kcal med følgende fordeling: Protein 40%, Kulhydrater 38% og Fedt 22%. Diagrammerne nedenfor viser fremskridtene uge for uge på henholdsvis vægt, fedt, fedtprocent og fedtfri masse (FFM). Mie har under syv ugers diæt tabt ca. 2,75 kg. fedt og samtidig kun mistet ca. 300 gram FFM, hvilket i min verden er en stor succes. Hun har undervejs ikke haft kriser med hensyn til at være i kalorieunderskud, og der har været masser af overskud til at give den gas til træning. Jeg ser meget frem til at hjælpe hende med en længerevarende diæt, næste gang hun skal stille op til konkurrence. Specielt bliver det spændende at se om tabet af FFM kan holdes så lille, som det har været tilfældet her.
Her til slut vil jeg gerne dele en lille video med jer, som netop indeholder Mie, der træner lidt bryst. I er som altid velkommen til at give jeres mening til kende, komme med spørgsmål og hvad i ellers måtte have på hjerte.
Da jeg jævnligt bliver spurgt om min holdning til bulking, har jeg valgt at lave et lille indlæg om mine synspunkter. For overhovedet at kunne diskutere emnet er det nødvendigt at vide, hvad man forstår ved ordet bulking, altså hvordan vi definerer det. Her tror jeg faktisk, at der er vidt forskellige måder at anskue det på, men når jeg taler om bulking, mener jeg indtagelse af væsentligt flere kalorier end ens ligevægts behov, hvor overskuddet ikke nødvendigvis har en fastsat øvre grænse.
Kort fortalt har jeg følgende grunde til IKKE at bulke:
Jeg vil være så lean som muligt hele året.
Unødigt meget fedt på kroppen giver unødigt lange og/eller hårde diæter.
Jeg kender ikke til studier, der viser at bulking fører til nævneværdigt ekstra gain.
Jeg lægger mange timer i fitness centret og selvom en stor del af indsatsen går på at peake, når jeg 1-2 gange om året står på scenen, så er der altså rigtigt mange helt ”almindelige” dage i løbet af året. I mit hovedet betyder det lige så meget at se godt ud på de dage, som det gør på K-dag. Naturligvis har jeg vidt forskellige krav til blandt andet fedt procent, men det udelukker ikke, at jeg godt kan se fit ud – selv midt i off season.
Nu har jeg normalt ikke de store problemer med at smide fedt, når jeg er på diæt, men det betyder absolut ikke, at jeg er fan af at være i kalorieunderskud. Underskud af kalorier medfører tab af muskelmasse og jo hårdere og længere en diæt er jo værre bliver det. Nu skal dette ikke tolkes, som om at muskelmassen rasler af kroppen, for det er normalt ikke tilfældet, men som naturlig fitness atlet/bodybuilder tager det længere tid at opbygge muskler, så derfor giver det i min verden også rigtigt meget mening at passe så godt på dem som muligt.
Som argument for at bulke bliver jeg ofte mødt med at man kan opbygge mere muskel masse ved et større kalorie overskud. Om det er rigtigt skal jeg ikke gøre med til herre over, men jeg er endnu ikke stødt på noget studie, der viser at det kan betale sig, hvis man samtidige tager diæt fasens muskeltab i betragtning også. Regnestykket vi taler om ser således ud:
Muskelmasse start + off season gain = brutto gain – tab under diæt = netto gain
Hvad er så et acceptabelt netto gain?
Dette spørgsmål er efter min mening nok kernen i hvorfor mange mener bulking er den rigtige løsning for dem ud fra betragtningen: større (muskel)masse = større kropstilfredshed. For mig behøver et acceptabelt gain ikke dog slet ikke kunne måles i kg. Det kommer nemlig helt og holdent an på, hvor på kroppen det er, og i hvor høj grad det har forbedret min samlede symmetri. En flot krop er nemlig ikke nødvendigvis en ”stor” krop og da slet ikke hvis ens muskelmasse er pakket godt ind 90% eller mere af året.
Når alt dette er sagt, så er det vigtigt at huske, at der ikke findes kun én rigtig måde at gøre tingene på. Vi skal gøre de ting, der gør os glade og gøre dem på den måde som giver os motivation til at nå vores mål. For uden motivation opnår man aldrig den vedholdenhed, som efter min mening er klart det vigtigste element i opbygningen af drømmekroppen – bulking eller ej.
Jeg har den seneste tid fået en del forespørgsler på, hvordan min træning er bygget op, og om jeg ikke kunne lave en artikel herom. Det vil jeg naturligvis gerne og nedenstående er, hvordan en typisk off-season hypertrophy trænings cycle kunne se ud. Jeg skriver “kunne se ud”, da jeg godt kan finde på at lave små ændringer fra gang til gang (øvelser, set, reps. osv), uden at det dog går ud over den overordnede struktur. Derudover lægger jeg nogle gange en ekstra hviledag ind mellem dag 2 og 3, alt efter hvor hårdt mine ben er ramt efter dag 1.